Håndterer du sækken korrekt, undgår du mug og smuldring

En sæk med træpiller virker umiddelbart robust, men hvis du ikke håndterer den rigtigt, kan pillerne nemt knække og smuldre.

Smuld (også kaldet spåner eller støv) kan give udfordringer i dit pillefyr eller din pilleovn, fordi det forringer forbrændingen og kan stoppe snegl eller brændskål. Derfor er det en god idé at tænke lidt over, hvordan du løfter og flytter dine sække.

Hold i begge ender og skab en spændbue

Når du skal løfte en sæk, bør du støtte under i begge ender med hænderne. På den måde danner sækken en lille spændbue, som fordeler vægten. Hvis du kun tager fat i den ene ende eller løfter midt på sækken, risikerer du, at pillerne trykkes mod hinanden og brækker.

Tip: Skal du stable flere sække, så læg dem forsigtigt ovenpå hinanden i lige rækker i modsatte lag. Og undgå for alt i verden at kaste med dem.

Hvorfor er der små åndehuller i sækken?

Måske har du lagt mærke til de små åndehuller i plastikken. De er der af en god grund: Træpiller er et naturprodukt, som arbejder med klimaet.

  • Når luftfugtigheden er høj, kan pillerne optage en smule fugt.
  • Når luften er tør, kan de afgive fugt.

Disse små justeringer gør, at træpillerne holder sig stabile i kvaliteten og ikke danner kondens eller mug inde i sækken.

Derfor bør du altid opbevare træpiller tørt, køligt og godt ventileret – så sikrer du, at de bevarer deres brændværdi og form.

Et par korte og kontante råd

  • Løft altid med hænderne under hver ende af sækken.
  • Undgå at kaste eller trække sækken, da pillerne kan smuldre.
  • Opbevar dine sække på et tørt og ventileret sted.
  • Husk, at de små huller i plastikken hjælper pillerne med at ‘ånde’.

Med den rette håndtering får du flere hele træpiller, mindre støv og en mere stabil forbrænding i dit pillefyr eller i din pilleovn.